Tre store myter præger Harzens sagaindhyllede bjerge:

Tiden fra de middelalderlige kejsere og konger, heksenes og fandens fortryllede verden, samt minearbejdernes og dværgens underjordiske rige. Disse sagaer fascinerer, idet de beror på sandheder - dog også lidt udsmykket - og kan dermed på mange steder i Harzen nærmest gribes med hænderne.

Da Karl den Store, skånselsløst omvendte hedningerne til kristendommen, søgte de sidste ikke troende tilflugt i det oprindelige Hochharz. Den forvrængede fremstilling af deres rituelle handlinger har nok været med til, i den sene middelalder, at lade troen i Europa om det berømte "heksemødested"opstå .

Og så er de forrygende fester omkring "Bloksbjerg" i Walpurgisnatten, ikke mindst erindringer om den tid, hvor germanerne i natten til den 1. maj fejrede brylluppet for deres mægtige gud Wotan (Odin) med Freya, kærlighedens og frugtbarhedens gudinde. Den berømte saga om Brunhilde, som var på flugt for kæmpekongen Bodo, der med hendes hest vovede springet over Rosstrappe, er begrundet på en særlig bjergformation. Den sovende Barbarossa i Kyffhäuser er en historisk figur, som bl.a. efterlod sine spor i Harzen.

Det første tyske kejserlandskab, men også med dennes forfald, begyndende morbiditet, denne blanding mellem herlighed og nedgang, trak altid menneskerne i deres tryllekreds. Minearbejdernes sagaer beretter om den hårde dagligdag i de mørke minegange, og den uhyggelige bjergmunk, der var hjælpsom, men også optrådte straffene.

Denne mineånd genspejler for det første minearbejdernes kristelige tro (og overtro), i mørket under jorden, og også realiteten: Således havde Walkenrieder munke andele i Harzens miner. Ud fra disse realiteter, skabte først og fremmest forfattere og kunstnere, der i det 18. århundred levede i Harzen, et spejlbillede af deres egne indre verden, eller dog i det mindste en inspiration til deres værker, en anden mystik verden.