I langt over 1000 år blev der udvundet malm i Rammelsberg, som er en af de største sammenhængende miner i verden.
Derfor er det også med rette, at det forbundne bjerghistoriske vidnesbyrd har fået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste.
Her er mulighed for at opleve imponerende bjergmonumenter fra hele ni århundrede og spændende vidner af menneskeligt arbejde. Det kan man som besøgende kan få et indblik i på de forskellige rundvisninger – både over og under jorden. I de over 200 år gamle minegange går man gennem smalle strækninger, brede hjulstuer, samt forbi et smukt vandhjul af træ. Desuden kan man blive klogere på, hvilke vilkår og betingelser minearbejderne måtte arbejde under. Det var – på trods af teknikken – et hårdt og farligt job. På denne oplevelsestur dykker man ind i den gamle mine, og turen under jorden ender med et særligt minearbejdermåltid!
Væggene ser ud som om der har været en graffitikunstner i gang med at male billeder under jorden. Farvepaletten strækker sig fra smuk turkis til skinnende sølv og flot mat okker. Det ser ud til at være lavet med sprayflaske – dog er det hele natur. Børnene ville næsten ikke tro på det, da bjergværksguiden fortalte det. Selvom de ikke forstår den kemiske forklaring – at det er oxidationsprodukter i jernholdige metaller med malmindskud (og her i det bedst mulige selskab) synes de alle, at udflugten ved Rammelsberg er ualmindelig interessant. Ja, de glemte helt deres egen skuffelse over at skulle gå ind i bjerget til fods i stedet for at køre med et tog – og også, at vi egentlig befandt os på et museum.
Men det er et særligt museum. I mere end 1000 år er der i Rammelsberg – 2,5 kilometer syd for Goslars gamle bydel – blevet brudt over 27 millioner tons malm. Arkæologiske fund viser desuden, at der allerede i bronzealderen blev brudt malm her – og det er altså over 3000 år siden! I lang tid skete det med temmelig primitive midler. Først over jorden og senere under. Her måtte bygges skakter og minegange, og det tilstrømmende vand i gruberne måtte pumpes, og der skulle tilføres frisk luft. Malmen skulle brydes og transporteres. Træ skulle fældes og flyttes hen til minerne, så det kunne anvendes til at smelte malmen. Men bjergets sølv, bly, zink og kobber har siden middelalderen sørget for kejsernes og kongernes rigdom i Goslar. I 1988 blev minen lukket og i 1992 blev den – sammen med Goslars gamle bydel – sat på UNESCO’s verdensarvsliste.
Vi så først de typiske træbeklædte huse, som blev opført i årene omkring 1930. De lå langs med alléen, der fører op til Rammelsberg, og de 3 værkshaller af træ, der ligger mellem transportstilladser er bygget terrasseagtigt op ved bjerget. Det ser ud som om, at den sidste bjergmand ikke er gået hjem endnu. I minearbejdernes vaskerum opfordrer jeg mine børn til at se op under det høje loft, da det ligner, at minearbejdernes tøjkurve hænger og venter på fyraften.
Hvis man beslutter sig for at tage turen med grubebanen, så føler man faktisk, at man er tilbage i fortiden, og man forventer næsten, at en vogn fyldt med malm kommer susende omkring det næste hjørne. Vores guide på denne tur fortæller om minearbejdernes arbejde i det 20. århundrede, hvor benyttelsen af maskiner forandrede deres arbejde meget. Guiden fortæller endda på en måde, hvor selv børnene er i stand til at forstå det. Turen gennem Roederstollen går endnu et århundrede tilbage i tiden, da denne giver et indblik i, hvordan den ledende ingeniør Johan Christoph Roeder i starten af det 19. århundrede moderniserede bjergværket. Det underjordiske minegangs- og vandsystem, som han opfandt og byggede, blev brugt helt op til 1905, hvor der blev bygget et nyt eldrevet vandsystem.
Ja, man kan bruge flere dage ved og under Rammelsberg, da der bliver udbudt mange forskellige ture og events for både børn og voksne. Disse fortæller om minedriften og dens kultur på en forståelig måde, hvorfor alle er i stand til at forstå det. Vi har slet ikke set alt, hvad der er at se, men vi vender tilbage og siger tak for denne gang med minearbejdernes hilsen ”Glückauf!”.
Her er mulighed for at opleve imponerende bjergmonumenter fra hele ni århundrede og spændende vidner af menneskeligt arbejde. Det kan man som besøgende kan få et indblik i på de forskellige rundvisninger – både over og under jorden. I de over 200 år gamle minegange går man gennem smalle strækninger, brede hjulstuer, samt forbi et smukt vandhjul af træ. Desuden kan man blive klogere på, hvilke vilkår og betingelser minearbejderne måtte arbejde under. Det var – på trods af teknikken – et hårdt og farligt job. På denne oplevelsestur dykker man ind i den gamle mine, og turen under jorden ender med et særligt minearbejdermåltid!
Væggene ser ud som om der har været en graffitikunstner i gang med at male billeder under jorden. Farvepaletten strækker sig fra smuk turkis til skinnende sølv og flot mat okker. Det ser ud til at være lavet med sprayflaske – dog er det hele natur. Børnene ville næsten ikke tro på det, da bjergværksguiden fortalte det. Selvom de ikke forstår den kemiske forklaring – at det er oxidationsprodukter i jernholdige metaller med malmindskud (og her i det bedst mulige selskab) synes de alle, at udflugten ved Rammelsberg er ualmindelig interessant. Ja, de glemte helt deres egen skuffelse over at skulle gå ind i bjerget til fods i stedet for at køre med et tog – og også, at vi egentlig befandt os på et museum.
Men det er et særligt museum. I mere end 1000 år er der i Rammelsberg – 2,5 kilometer syd for Goslars gamle bydel – blevet brudt over 27 millioner tons malm. Arkæologiske fund viser desuden, at der allerede i bronzealderen blev brudt malm her – og det er altså over 3000 år siden! I lang tid skete det med temmelig primitive midler. Først over jorden og senere under. Her måtte bygges skakter og minegange, og det tilstrømmende vand i gruberne måtte pumpes, og der skulle tilføres frisk luft. Malmen skulle brydes og transporteres. Træ skulle fældes og flyttes hen til minerne, så det kunne anvendes til at smelte malmen. Men bjergets sølv, bly, zink og kobber har siden middelalderen sørget for kejsernes og kongernes rigdom i Goslar. I 1988 blev minen lukket og i 1992 blev den – sammen med Goslars gamle bydel – sat på UNESCO’s verdensarvsliste.
Vi så først de typiske træbeklædte huse, som blev opført i årene omkring 1930. De lå langs med alléen, der fører op til Rammelsberg, og de 3 værkshaller af træ, der ligger mellem transportstilladser er bygget terrasseagtigt op ved bjerget. Det ser ud som om, at den sidste bjergmand ikke er gået hjem endnu. I minearbejdernes vaskerum opfordrer jeg mine børn til at se op under det høje loft, da det ligner, at minearbejdernes tøjkurve hænger og venter på fyraften.
Hvis man beslutter sig for at tage turen med grubebanen, så føler man faktisk, at man er tilbage i fortiden, og man forventer næsten, at en vogn fyldt med malm kommer susende omkring det næste hjørne. Vores guide på denne tur fortæller om minearbejdernes arbejde i det 20. århundrede, hvor benyttelsen af maskiner forandrede deres arbejde meget. Guiden fortæller endda på en måde, hvor selv børnene er i stand til at forstå det. Turen gennem Roederstollen går endnu et århundrede tilbage i tiden, da denne giver et indblik i, hvordan den ledende ingeniør Johan Christoph Roeder i starten af det 19. århundrede moderniserede bjergværket. Det underjordiske minegangs- og vandsystem, som han opfandt og byggede, blev brugt helt op til 1905, hvor der blev bygget et nyt eldrevet vandsystem.
Ja, man kan bruge flere dage ved og under Rammelsberg, da der bliver udbudt mange forskellige ture og events for både børn og voksne. Disse fortæller om minedriften og dens kultur på en forståelig måde, hvorfor alle er i stand til at forstå det. Vi har slet ikke set alt, hvad der er at se, men vi vender tilbage og siger tak for denne gang med minearbejdernes hilsen ”Glückauf!”.
