Quedlinburg

En rejsebeskrivelse fra Anna Schütz

Opmærksomt kigger de 4 børn på det gamle rådhus; det er som om et eller andet irriterer dem på den gamle gotiske bygning, som er et af de ældste rådhuse i ”Mitteldeutschland” ,og hvor kernen af bygning går helt tilbage til 14. århundrede. At mine 5 – 9-årige efterkommere er så nysgerrige og opmærksomme, skyldes ikke at de interesserer sig for arkitektur og historie, nej det var mit lille trick der fungerede: Aftenen inde vi skulle besøge Quedlinburg, så vi den ny filmede udgave af ”Det lille spøgelse” fra 2013. Det lille hvide væsen, af Otfried Preußler, spøger på rådhuset i Quedlinburg- i stræderne og gyderne – i verdenskulturarvebyen. Der blev filmet på rådhuset, markedspladsen og i „Schuhhof“, Hölle, Pölle og Stieg. Jeg havde overvejet at børnene sikkert ville se med andre øjne på en af landets bedst vedligeholdte bindingsværksbyer, når de skulle kigge efter filmkulisser. Og der står de så nu, med blikket rettet imod den store træportal og videre til det gyldne byvåben. Jeg har det, råber den ældste, „tårnet mangler!“ Og det har han ret med, for tårnet, som spiller en vigtig rolle i filmen, blev indskåret senere.

At mit greb i trickkisten slet ikke havde været nødvendigt, får vi af vide få minutter senere. I den grønne (!), officielle turistinformation. Her får vi nemlig, foruden de normale info-flyer og byplaner, et skattekort fra Quedlinburg! Theo som er 7 år gammel læser: ”den første streg til dette skattekort blev gjort for over 1000 år siden, da Heinrich den I, tyskernes første konge, lod sin ynglings borg blive bygget her. Fra sin døende mands hånd, modtog hans kone Mathilde dette kort, samt borgen og godser som gave. Der blev grundet en vigtig kirkeskole for rige adelige damer. De fik tilladelse af kongen, til at drive handel og præge deres egne mønter.”. Med disse få sætninger lærer børnene, under anvendelse af almindelige ord, en hel del om Tysklands børnestue og dens politiske, kirkelige og kulturelle historie.

Hvem der går med på denne jagt, og lader sig føre langs med flagene, som er fordelt på skattekortet, i Quedlinburg, ved til sidst en hel masse om den tusindårige by, som er en meget livlig by. Hvor man f.eks. kan finde sneglehuset, hvis mure var så tykke at ingen tyveknægte eller andre forbrydere kunne flygte fra det. Hvor de rige handelsmænd i Quedlinburg byggede deres huse, og hvordan man før i tiden fik varerne op på loftet i husene. Turen fører børnene videre til et af de ældste huse i byen, hvor de får af vide hvordan et bindingsværkshus fungerer. Selvfølgelig går besøget også op til stiftskirken og den berømte skat, hvor juveler, guld og perler hører med til turen, lige såvel som kostbare bøger, smukke æsker og andre hellige ting.

Efter lige godt to timer har vi udforsket Quedlinburg, opdaget de forskellige scener fra filmen og løst gåden. Med løsnings ordet og med stolt bryst går mine fire tilbage til turist informationen, for at modtage finderlønnen. De får hver et flot lamineret skattejæger bevis med deres eget fingeraftryk, og en kupon til en is på nabo cafeen” Cafe Zum Roland” – så med er de ikke kun officielle skattejæger, nej de er også store Quedlinburg-fans! Det betyder at vi kommer igen! Måske for at køre en tur med den lille „bimmelbahn“, eller for at deltage i en natte tur med natvægteren. Måske når vi også at komme til advent, når Quedlinburgs markedsplads forvandles i et „Winter – Wonderland“.